Du er her : Forside » Arealer
Areal oversigt og ledige arealer  
 

Aalborg Havn A/S går på TV med Danmarks bedst planlagte erhvervsområde

Se filmen - og læs de fire cases om Carlsberg, Weber-Stephen Nordic, Siemens Wind Power og Royal Arctic Logistics her!

 


Arealer

Billede

Aalborg Havn ejer mere end 2,6 mill. m2 velbeliggende havnearealer. Alle arealerne er godkendt til havne- og transportaktiviteter. Al planlægning er gennemført for etablering af havnevirksomheder, og nye aktiviteter kan derfor ofte påbegyndes uden forudgående offentlige planlægningstiltag.

Aalborg Havns arealer ligger i den centrale havn nær byens midte og i Østhavnen 10 km øst for bymidten. I den centrale havn er de fleste arealer udnyttet intensivt, mens der i Østhavnen ligger store arealer klar til udbygning og udvikling.

 

Arealerne på kort

Download oversigtskort over områderne ved Aalborg Havn her

Nordhavnen: Grovvarevirksomheden Hedegaard A/S har sit hovedkontor med de tilhørende store lager- og produktionsbygninger på Nørresundby Havn/Nordhavnen. Desuden er der en række mindre virksomheder med lejemål på havneområdet. Der er få ledige arealer i området.

Korn- og foderstofområde og elværksområde: Korn- og foderstofområdet på sydsiden af fjorden er massivt udnyttet til siloer og produktionsbygninger for grovvareselskaberne. Den vestligste del af området anvendes til parkering og fungerer i øvrigt som stødpudezone mod det område, der er ud-lagt til opførelse af Musikkens Hus. Der er store ændringer på vej i området, idet en væsentlig del af arealet er solgt til byudviklingsformål.

Stykgodsområdet: Tæt på Limfjordstunnellen ligger det travle Stykgodsområde, hvor der er opført en række pakhuse. Pladsarealer anvendes til godsekspedition.

Oliehavnen: Mod øst i centralhavnen ligger Oliehavnen med en kajstrækning på 1.150 m. Arealet er udnyttet til udlejning til olieselskaber. Der er ledige arealer med direkte kajadgang på i alt 40.000 m2 i området.

Østhavnen: Det fremtidige udviklings- og udbygningsområde er Østhavnen, der ligger ca. 10 km øst for Aalborg Centrum langt fra den nærmeste beboelse.

Etablering af virksomheder

I Østhavnen ligger alle de store, ledige arealer til etablering af nye virksomheder. Der er mulighed for at etablere en bred vifte af virksomheder, bl.a. virksomheder, der har behov for placering nær havnen eller i transportcentret.

Alle arealer til udlejning er klar til overtagelse med en overflade i niveau med omgivende veje. Der er ført vandledning og spildevandsledning frem i vejen ud for lejemålet, og der er overalt kort afstand til el- og telefonforbindelse.

Langs nogle af vejene er fremført fjernvarmeledninger, og andre steder er gasledning ført frem.

Der kan tilbydes godshåndtering efter individuelle ønsker og behov.

Aalborg Havn A/S kan tilbyde at levere en lang række ydelser i tilknytning til virksomheder på havnen. Det drejer sig om fastnettelefoni, mobiltelefoni, EDB-netværk og IP telefoni. Det drejer sig desuden om rengøringsydelser, mødelokaler med AV-udstyr, kantineservice, telefonpasning m.v., og i fællesskab kan nye services udvikles.

Den centrale havn rummer mulighed for at etablere enkelte nye virksomheder på ledige arealer, primært i Oliehavnen

Veje og jernbane

Der er gode adgangsforhold for landevejstrafikken til alle havnearealer. Den centrale havn ligger tæt på motorvej E 45. Limfjordstunnelen passerer under selve havneområdet med gode til- og frakørselsforhold på begge sider af tunnelen.

Østhavnen har gode adgangsforhold fra motorvej E45 og fra Aalborg Centrum. De primære adgangsveje er via frakørslerne 23 og 24, men også frakørsel 26 giver adgang til Østhavnen. Afstanden mellem motorvejen og Østhavnen er 5 km.

Østhavnen er i Aalborg-området udset som stedet, hvor der skal gennemføres forsøg med modulvogntog i perioden 2008-2010. Der indrettes en omkoblingsterminal for modulvogntogene i Østhavnen, hvorfra hele Aalborg-området skal betjenes med godsydelser.

Østhavnen er forsynet med banespor til alle vigtige terminaler og områder. Der er planlagt en stor godsbanegård i tilknytning til transportcentret. Jernbaneforbindelsen til den centrale havn er afbrudt.

Arealudlejning

Aalborg Havn A/S tilbyder udlejning af arealer til alle erhvervsformål inden for transport, handel, industri og håndværk. Et samarbejde omkring udnyttelse af havnens arealer indebærer bl.a. følgende muligheder og fordele:

  • Etablering i et aktivt erhvervsområde, hvor 90 virksomheder inden for produktion, bearbejdning, transport og service driver aktiviteter.
  • Etablering i et aktivt erhvervsområde med gode muligheder for at finde kvalificerede underleverandører og samarbejdspartnere på såvel havnens områder som i det nordjyske område.
  • Attraktiv beliggenhed med direkte forbindelse til det europæiske motorvejsnet, jernbanenet direkte til kajområde, kort afstand til Aalborg Lufthavn samt direkte adgang til søvejen.
  • Transportcentrets distributionspark ligger centralt i Østhavnen med en paraply af servicevirksomheder, blandt andet kombiterminal, diesel tankstation, lastvogns- og trailerværksted samt udlejning af lastvognstrailere.
  • Aalborg Havn A/S kan indgå som konstruktiv samarbejdspartner i forbindelse med anskaffelse af nødvendige transport- og havnerelaterede faciliteter og udstyr.
  • I Østhavnen er arealer byggemodnet med forsyningsledninger til el, naturgas, fjernvarme, vand og afløb.
  • En del af Østhavnen er forberedt for virksomheder, der på grund af eksempelvis støj-, lugt- og støvgener eller eksplosions- og brandfare kræver særlig beliggenhed uden for bymæssig bebyggelse.

Planlægning

Planlægningen for Aalborg Havn A/S’s arealer tager højde for etablering af et vidt spektrum af havnerelaterede virksomheder.

Aalborg Havn A/S er i regionplanen udpeget som regional hovedhavn for godsomsætning. Det medfører blandt andet, at Aalborg Havn A/S med sin centrale beliggenhed er sikret udviklings- og udvidelsesmuligheder, således at alle nuværende og fremtidige behov til etablering og udvidelser kan opfyldes.

I kommuneplanen for Aalborg Kommune giver de overordnede rammer for havnearealerne grundlag for at rumme et bredt spektrum af havnevirksomheder.

Hele Østhavnen er omfattet af lokalplan 08-066, der specificerer etableringsmulighederne for bygninger og anlæg i området. Rammerne er tilpasset forholdene i havneområdet, og rummer eksempelvis mulighed for at opføre bygninger og anlæg i højder, der varierer fra 30 til 100 meter.

Lokalplanen gør det muligt af etablere lange, lige bolværker mod Limfjorden og herefter etablere nye havneaktiviteter på de bagvedliggende arealer. Der kan etableres i alt 1.900 m bolværk inden for lokalplanens rammer. Den samlede bolværkslængde udgør herefter 4.100 m inklusive de eksisterende 2.200 m bolværk i Østhavnen.

Bag bolværkerne er der i alt op til 900 m til grænsen mod naboarealerne. Det giver mulighed for at etablere endog særdeles pladskrævende virksomheder.

Desuden udlægger lokalplanen et 100.000 m2 stort areal til godsbanegård umiddelbart syd for og integreret i Østhavnen.

I EU sammenhæng er Aalborg og Aalborg Havn knudepunkt på det europæiske netværk inden for søfart, landevej, kombinerede transporter og luftfart.

Download vores brochure om Arealer her: Materiale til download