Vækst er mere end økonomi

LARS_HORN_PIX_-_Aalborg_Waterfront.jpg
18-08-2017

Aalborg Havn A/S er en vækstmotor for hele landsdelen, og en del af overskuddet er øremærket til havnens CSR-strategi, der primært støtter aktiviteter i Aalborg Øst og ved Nørresundby og Aalborgs havnefronter. Noget, der hvert år blandt andet udmønter sig i en uddeling af sponsorater under Aalborg Waterfront til aktiviteter på og rundt om fjorden. Således blev der under Aalborg Regatta 2017 atter uddelt over en million kroner til kultur og maritime aktiviteter i forbindelse med havnen, heraf var Aalborg Havns andel 250.000 kroner.

I Aalborg Havn-koncernen er det overordnede mål med CSR-indsatsen at medvirke til at skabe grundlag for et godt liv, også i fritid. Vi ser havnens opgave i et bredt perspektiv. Hvis vi gerne vil tiltrække kvalificeret arbejdskraft til Aalborg Kommune, så skal vi som by kunne tilbyde en bred pallette af oplevelser, herunder kultur og sport, siger Claus Holstein, adm. direktør i Aalborg Havn Logistik A/S.

Fælles om Øst

Havnens CSR-strategi fokuserer især på Aalborg Øst, hvor havnens mange virksomheder er lokaliseret, hvorfor Aalborg Havn A/S sammen med andre virksomheder har indgået sponsorsamarbejdet Cool East.

Bydelsprojektet Cool East er sat i verden for at skabe flere aktiviteter i området, skabe mere synlighed samt at øge stoltheden ved at bo og arbejde i bydelen. Strategien om Den Intelligente Havn er en helhedstankegang om ikke blot at skabe økonomisk vækst, men være med til at dyrke en synergi mellem det gode arbejds- og fritidsliv, siger Claus Holstein.

Cool East står bag gratis familiekoncerter i Gigantium for alle aalborgensere og laver forskellige aktiviteter i Aalborg Øst, især for bydelens børn. Seneste initiativ fra Cool East er at involvere skolerne uden for Aalborg Øst i forskellige opgaver, der relaterer sig til bydelens erhvervsliv. Skoleopgaven afsluttes med en god oplevelse i Gigantium, nemlig en hjemmekamp med Aalborg Pirates.

Cool East er hovedsponsor for ishockeyklubben Aalborg Pirates, der er den primære katalysator for stolthed og sportslige oplevelser i Aalborg Øst.

Ud fra samme helhedstankegang sponserede Aalborg Havn A/S Aalborg Pirates samt Cool East tilsammen med 557.500 kr. i 2016. De 57.500 var direkte til Aalborg Pirates.

Vi vil skabe fællesskab i Aalborg Øst – og sport har en helt unik evne til at samle folk. Desuden vil vi sætte fokus på, at Aalborg Øst har ekstremt meget at byde på for hele kommunen, tænk bare på det kommende supersygehus, universitetet, to store boligforeninger og så selvfølgelig havnen, hvor omkring 100 virksomheder har adresse. Vi ser det som en nødvendig og glædelig del af vores CSR-strategi både at fortælle og skabe alle de gode historier om Aalborg Øst, siger Claus Holstein.

Foto: Spejderleder Kristoffer Momsen Sloth modtog checken til Aalborg Søspejdere under en reception på LOA under regattaen. Foto: Lars Horn

Foto: Traditionen tro inviterede Cool East til ”Leg på plænen” 27. juli, hvor en masse glade børn fik en aktiv dag og chancen for at møde alle deres helte fra Aalborg Pirates.


Nyhedsarkiv

Nyheder

KONXION A/S