Cool East oplever øget interesse fra Aalborg-virksomheder

20-09-2019

Hos Aalborg Havn er vi stolte af vores medlemsskab af sponsorforeningen, Cool East, der er storsponsor for Aalborgs ishockeystolthed Aalborg Pirates og står bag en lang række familieaktiviteter i Aalborg Øst. Sammen med de andre medlemsvirksomheder kunne vi ved årets generalforsamling se tilbage på et godt og produktivt år. Årets indtægter og udgifter til diverse aktiviteter og arrangementer er – som tiltænkt – gået lige op, og dermed går Cool East ud af regnskabsåret med en egenkapital på 996.954 kr. ligesom sidste år. Samtidig viser flere og flere virksomheder interesse for projektet, og det gør bestyrelsesformand, Ole Brøndum glad og tilfreds: 

- Vi er meget glade for, at det er lykkedes at skabe så mange gode oplevelser for børn og voksne i Aalborg Øst i det forgangne år – og med en fornuftig økonomi som fundament. Det gør os ekstra glade, at vi samtidig mærker en øget interesse fra aalborgensiske virksomheder for at blive en del af projektet.

CSR-projektets formål er at skabe samhørighed og stolthed over at leve, bo og arbejde i Aalborg Øst ved at facilitere kulturelle og sportslige aktiviteter med Aalborg Pirates som platform. Årets aktivitetskalender har budt på bl.a. velgørenhedsarrangementer, koncert, fastelavnsfest, julehjælp, motionsdag, temadage for skoler og en række sponsorater til aktiviteter i Aalborg Øst såsom Majfesten. Det er aktiviteter som disse, der er selve årsagen til, at mange af medlemsvirksomhederne er involverede i Cool East.

- Vi har fulgt med på sidelinjen og har kunnet se, at Cool East er et unikt projekt, der har vist sig at være særdeles bæredygtigt. Både CSR- og sponsormæssigt. Vi er gået med i det, fordi det er en enormt spændende måde at tænke CSR og sponsorat på, og det giver mening for os på både det menneskelige og forretningsmæssige plan, siger Bo Bojer, afdelingsdirektør i Sparekassen Vendsyssel.

Han suppleres af Rune Hyllested, næstformand i Cool East og CEO i STORM Advokatfirma:

- Jeg synes virkelig, at Cool East har bevist sit værd som CSR-projekt og som sponsorat. Den kombination passer fortsat rigtigt godt til os. Det har været og er fortsat vigtigt for os at tegne et sponsorat, hvor vi kan være med til at gøre en forskel, men hvor vi også får noget tilbage. Og det har Cool East netop levet op til.

Ikke kun medlemmerne af Cool East-gruppen er begejstrede for det originale koncept.

- Vi har mødt stor opbakning fra både aalborgensere, virksomheder og på politisk plan. Det giver selvsagt endnu flere muligheder for os i de kommende år, hvor vi har store udviklingsplaner. Blandt andet vil vi styrke samarbejdet med skoler, daginstitutioner og kulturelle institutioner i Aalborg Øst. Samtidig arbejder vi på at skabe bro til andre aktører i postnr. 9400 og 9000, siger Ole Brøndum. 

Netop samarbejdet på tværs af postnumre er godt i gang, og der er i det forgangne år kommet fire nye medlemsvirksomheder ind i foreningen – ingen af dem med adresse i postnr. 9220, der ellers traditionelt set er det, vi kalder Aalborg Øst. Og der arbejdes fortsat på at få endnu flere sponsorer med i Cool East.

Ishockeysæsonen er gået i gang, og Aalborg Pirates er kommet godt fra start. Det samme er tilfældet for Cool East, der allerede er i fulde omdrejninger med planlægning og eksekvering af det kommende års aktivitetskalender. Se mere på www.cooleast.dk.

For flere informationer kontakt:
Ole Brøndum, bestyrelsesformand i Cool East og CSR seniorkonsulent hos Aalborg Havn, 31 95 30 31 eller ob@aalborghavn.dk


Nyhedsarkiv

Nyheder

KONXION A/S