Ny mand i direktørstolen hos CLS

FransOHoyer_portraetbillede.jpg
04-12-2017

Center for Logistik og Samarbejde, et selvstændigt videnscenter i Aalborg Havn-koncernen, præsenterer ny, stærk profil på direktørposten. Det er den 56-årige Frans O. Høyer, der fremover fører an, når den nyeste viden inden for logistikløsninger og forretningsmodeller skal implementeres i såvel private som offentlige virksomheder og organisationer i det danske havnesystem. Det er ikke tilfældigt, at valget faldt på netop Frans O. Høyer.

- Frans har solid erfaring med ledelse og udvikling af innovative, vidensbaserede organisationer. Og han har med stor succes bidraget til en positiv udvikling i en række virksomheder og styrket lokal og regional erhvervsudvikling. Vi er overbeviste om, at han er den helt rette mand til at styrke det spirende samarbejds- og vidensmiljø mellem danske havne – og bidrage til at accelerere væksten i Aalborg, Nordjylland og de danske havnesystemer generelt, siger Jesper Raakjær, bestyrelsesformand hos CLS.

Frans O. Høyer har de seneste år drevet egen konsulentvirksomhed. På hans CV står også stillinger som bl.a. direktør hos Dansk Skaldyrcenter, Erhvervschef på Mors, Marketingchef hos Alfa Laval, Markedschef hos Lego samt Erhvervs- og Eksportkonsulent i Vejle Erhvervsråd. Derudover er Frans O. Høyer ekstern lektor på Aalborg Universitet.

- CLS er et dynamisk videnscenter for logistik og samarbejde, og jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af det spændende og nytænkende projekt. Ja, i det hele taget til at få mulighed for at bidrage til udviklingen i den danske havnesektor og havnerelaterede virksomheder, siger Frans O. Høyer.

Frans O. Høyer tiltræder som direktør hos Center for Logistik og Samarbejde den 1. januar 2018.

Læs mere om Center for Logistik og Samarbejde på www.logsam.dk.

For yderligere information, kontakt venligst direktør Frans O. Høyer på 20 91 54 00 eller bestyrelsesformand Jesper Raakjær på 29 20 72 02.


Nyhedsarkiv

Nyheder

KONXION A/S