Ny salgschef hos Aalborg Havn

11-04-2018

Det er Kjartan Ross, der i fremtiden skal stå i spidsen for salgsafdelingen hos Aalborg Havn. Han overtager for Ole Brøndum, der efter 12 år hos havnen går på pension. 

- Vi har ledt efter en proaktiv, beslutningsdygtig og motiverende person, der sammen med de tre Account Managers kan skaffe nye kunder, men også udvikle samarbejdet med de eksisterende. Og vi mener, at Kjartan Ross er det helt rigtige valg. Vi er overbeviste om, at han med sine kompetencer, gennemslagskraft og personlige profil kan skabe de rette rammer for udvikling af både sit eget og sine medarbejderes salg, siger adm. direktør hos Aalborg Havn, Claus Holstein. 

Udviklingsorienteret profil
Aalborg Havns nye salgschef har selv været besætningsmedlem og er sidenhen uddannet skibschef fra A.P. Møller - Mærsk. Siden 2011 har han været ansat hos MAN Diesel & Turbo i Frederikshavn som sælger, produktansvarlig, forretningsudvikler og senest chef for virksomhedens retrofit- og opgraderingsløsninger. De jobmæssige meritter suppleres af aktivitet som foredragsholder. Han er samtidig formand for styregrupperne, det maritime innovationsprojekt BlueINNOship og det maritime innovationsnetværk Green Ship of the Future, og derudover er han bestyrelsesmedlem i det maritime erhvervsnetværk MARsters. 

- Aalborg Havn er lige nu midt i en transformationsproces fra traditionel havn til videns- og udviklingsbaseret virksomhed. Som en del af ledergruppen bliver Kjartan Ross en central del af den udvikling fremadrettet, og vi tror på, han bliver et stort aktiv i den proces, siger Claus Holstein.

Forventninger til den moderne havn
Kjartan Ross ser frem til de nye udfordringer hos Aalborg Havn.

- Aalborg Havn er en særdeles spændende virksomhed. Aalborg Havn er ikke bare en havn, men en moderne virksomhed, der arbejder innovativt og vidensbaseret med forretningsudvikling, produktudvikling og markedsudvikling. Den måde, hvorpå havnen arbejder med drift, idéer og løsninger for at skabe viden og udvikling i erhvervslivet og samfundet generelt, er rigtig interessant. Det glæder jeg mig til at blive en del af, siger Kjartan Ross.

Kjartan Ross tiltræder stillingen som salgschef hos Aalborg Havn Logistik A/S d. 1. maj 2018.

For yderligere information kontakt venligst: 
•    Adm. direktør i Aalborg Havn A/S: Claus Holstein, 9930 1501 eller ch@aalborghavn.dk 
•    Kjartan Ross: 2112 1068 eller kjartanross@hotmail.com 
•    Presseservice (herunder foto, tekst m.m.): Kommunikationskonsulent i Aalborg Havn A/S, Maja Thordahl Schou, 2261 8308 / 9930 1528 eller mts@aalborghavn.dk
 


Nyhedsarkiv

Nyheder

KONXION A/S