Nyt lastvogncenter åbner på Aalborg Havn

05-11-2015

Snart får lastbilchauffører mulighed for at servicere deres køretøjer direkte ved havneområdet på Aalborg Havn. Det sker med byggeriet af Aalborg Lastvogncenter, der blandt andet skal imødekomme den stigende efterspørgsel fra lastvognsfirmaer.

Aalborg Lastvogncenter er navnet på det nye initiativ, som Aalborg Havn i samarbejde med Topvask i Støvring har iværksat. Det sker på baggrund af et ønske fra de lastvognsfirmaer, der fragter gods til og fra havneområdet, og fra havnen selv.

- Vi har i længere tid ønsket at få servicefaciliteter ud på havneområdet for at imødekomme vores egne og i særdeleshed vores kunders behov. Med det nye anlæg kan chaufførerne nemt og hurtigt få vasket og serviceret deres vogne, og med det centralt beliggende center bliver der samtidig bedre mulighed for at udnytte eventuel ventetid på havnen, forklarer Jeppe Faber, account manager for ejendomme og arealer i Aalborg Havn.

Det nye lastvogncenter udstyres med to værkstedbaner og en vaskebane og kan servicere stort set al rullende materiel inden for transportbranchen, fortæller ejer af Topvask ApS Kim Haastrup.

- Anlægget kommer til at omfatte moderne værkstedsfaciliteter til alle typer lastbiler med både kort- og langvarige reparationer og en separat vaskehal til køretøjer helt op til modulvognsstørrelse. Derudover kan vi også tilbyde almindelig service i form af olieskift, smørring mv.

Anlægget får adresse på Rørdalsvej ved siden af Danske Fragtmænds nordjyske knudepunktcenter, og transportgiganten forventes at blive en af centrets primære kunder.

Første spadestik blev taget i september, og det nye lastvogncenter forventes at stå færdig omkring 1. april 2016.

To medarbejdere får deres daglige gang på anlægget, men det kan på sigt blive aktuelt med op til seks medarbejdere.


Nyhedsarkiv

Nyheder

KONXION A/S