Omfattende ledelsessystem skal fremover styre Aalborg Havn

09-08-2018

Aalborg Havn er netop blevet certificeret inden for hele fire ISO-områder på én gang: kvalitet (ISO 9001:2015), risiko (31000:2018), miljø (ISO 14001:2015) og CSR (ISO 49001:2011) – og står derved med ét af de mest omfattende ledelsessystemer i den danske havnesektor. Knap et år, en fuldtidsansat, en tilknyttet konsulent og en række velvillige medarbejdere fra Aalborg Havn har det krævet at blive klar.

- Det har været et vidtrækkende projekt, og det er derfor meget glædeligt, at vi nu står med certifikatet i hånden, siger Claus Holstein, adm. direktør hos Aalborg Havn, og fortsætter:
- Kombinationen af netop disse fire ledelsessystemer til ét integreret ledelsessystem gør os i stand til at arbejde systematisk og intelligent i vores hverdag – og det sikrer, at vi driver virksomheden optimalt både forretningsmæssigt og etisk. Det integrerede ledelsessystem er yderst kompetent og effektivt i det komplekse, moderne vidensamfund, som virksomheder agerer i i dag

Alt sat i system
Via ledelsessystemerne får Aalborg Havn en række gennemarbejdede modeller for, hvordan havnens ledelse igennem en strategisk, tilpasset indsats kan sikre effektiv styring og løbende forbedring af arbejdsprocesserne.

- Ledelsessystemerne giver værktøjer og systematik, der skaber bedre kontrol over tingene, fordi der er faste, beskrevne arbejdsgange for alle scenarier. I den her periode har vi gennemgået rigtig mange arbejdsprocesser, og her har vi fundet mange steder, hvor vi har kunnet optimere og derved arbejde mere intelligent i hverdagen, så det har uden tvivl været en positiv proces for os, fortæller Anders Klitgaard, risikochef hos Aalborg Havn. 

Forretningsmæssig og etisk optimering
For Aalborg Havn handler det dels om at optimere forretningsdriften ved at sikre kvaliteten i arbejdet og minimere risici – til fordel for både kunderne og havnen selv. Men det handler i mindst lige så høj grad om at tage ansvar og bidrage til det samfund, der omgiver både det professionelle og civile liv i regionen. 

- Det er en integreret del af vores forretning at tænke i begge sfærer, for de kan ikke adskilles fra hinanden i en moderne virksomhed. At det så nu bliver inkorporeret i et mere struktureret ledelsessystem er en god forretning for både os, vores kunder og nordjyderne generelt, siger Claus Holstein.

De fire ISO-certificeringer dækker Aalborg Havn A/S inkl. de fire datterselskaber, Aalborg Havn Logistik A/S, Aalborg Havn Areal A/S, Grønlandshavnens ejendomme A/S og NTC Ejendom A/S.

For yderligere oplysninger kontakt venligst: 

  • Claus Holstein, adm. direktør, Aalborg Havn, 99301500/99301501 eller ch@aalborghavn.dk
  • Presseservice (foto, tekst m.m.): Maja Thordahl Schou, kommunikationskonsulent, Aalborg Havn, 99301528/22618308 eller mts@aalborghavn.dk
     

Nyhedsarkiv

Nyheder

KONXION A/S