Omsætning sætter ny rekord hos Aalborg Havn

31-03-2016

2015 blev det bedste år nogensinde for Aalborg Havn-koncernen, der blandt andet omfatter selskaberne Aalborg Havn Logistik A/S, Aalborg Havn Areal A/S, NTC Ejendom A/S, Grønlandshavnens Ejendomme A/S, Port of Aalborg Tankstore ApS m.fl. Omsætningen steg fra 145 millioner kroner i 2014, der var det hidtidige rekordår, til 147 millioner kroner i 2015. Resultatet steg fra 24,5 millioner kroner i 2014 til 28,7 millioner kroner, og bestyrelse og ledelse er godt tilfredse med havnens udvikling:

- Aalborg Havn er et af Aalborg Kommunes og Nordjyllands største aktiver, og det er derfor meget vigtigt, at havnen udvikler sig i den rigtige retning og vokser i størrelse og gørelse. Aalborg Havn skal være medvirkende til kommunens målsætning om skabelse af 5.000 nye job, og et øget aktivitetsniveau på havnen og hos de mere end 100 selskaber, der har placeret sig på havnen, er helt afgørende for, at vi når det mål, siger bestyrelsesformand i Aalborg Havn Thomas Kastrup-Larsen.

Udover omsætning og indtjening er også godsomsætningen et væsentligt målepunkt. Aalborg Havn lossede og lastede ikke mindre end 2,95 millioner tons gods i 2015, og det er det højeste niveau i syv år eller siden krisens start. Faktisk steg godsmængden i 2015 med næsten 400.000 tons sammenlignet med 2014 svarende til en stigning på mere end 15 procent:

- Vi er meget tilfredse med at kunne øge godsmængden til næsten 3 millioner tons. Herved nærmer vi os hastigt niveauet fra før krisen, hvor 2008 med 3,16 millioner tons gods er det hidtidige rekordår. Antallet af skibsanløb steg i 2015 til 1.166 mod 1.021 i 2014, og det betyder, at vi nu har mere end 3 skibe om dagen, der anløber Aalborg Havn, forklarer adm. direktør Claus Holstein.

Flere andre havne melder ellers om faldende godsmængder som følge af vigende samhandel med Rusland og Kina. Store europæiske havne som Hamburg, Antwerpen og Rotterdam har eksempelvis faldende containermængder på mellem fem og ti procent, mens mængden af containere på Aalborg Havn i 2015 har været stabilt sammenlignet med 2014. 61.194 containerenheder (TEU) blev således håndteret af containerterminalen på Aalborg Havn i 2015, og herved konsoliderer Aalborg Havn sin position som Danmarks 4. største containerhavn.

Overskud anvendes til investeringer

Aalborg Havn anvender løbende sit overskud til nye vækstrettede investeringer. I 2015 blev der ekstraordinært brugt 5,2 millioner kroner på forretningsudvikling, og 11,6 millioner kroner blev ekstraordinært brugt på opgradering af stamsporet, der allerede anvendes flittigt af Cembrit, der har flyttet en stor del af sin transport af byggematerialer i fibercement fra lastvogn til jernbane. Også en lang række andre investeringsprojekter fylder i årsrapporten fra Aalborg Havn:  

- Det er vigtigt for os, at der er en god balance mellem indtjening og investering. Indtjeningen giver os frihed og handlekraft, og investeringerne hjælper os med at opfylde vores formål om at øge aktivitetsniveauet og understøtte regionens vækst, pointerer Claus Holstein og fortsætter: Fællesnævneren for vores investeringer er den igangværende transformation fra infrastrukturhavn, der betjener de industrielle erhverv, til at være en moderne havn, der betjener et samfund, hvor værdiskabelsen baserer sig på viden i og omkring produkter og processer. Den intelligente havn er den røde tråd for alt, hvad vi gør, og det har vist sig at være det helt rigtige.

Mere end 100 virksomheder og omkring 10.000 arbejdspladser er direkte eller indirekte afhængige af udviklingen på Aalborg Havn. Ifølge seneste regionaløkonomiske analyse skaber aktiviteterne således en produktionsværdi på mere end 13 milliarder kroner, og i det hele taget har Østhavnen og de omkringliggende industriområder udviklet sig til Nordjyllands absolut største erhvervsområde.

Aalborg Havn har fra 2016 også styrket sine aktiviteter nord for fjorden. Kraftværkshavnen ved Nordjyllandsværket blev i 2015 købt for 225 millioner kroner og Aalborg Havn Nord A/S en realitet. Derudover købte Aalborg Havn A/S i 2015 aktier i både Aalborg Toldoplag A/S og Nordjysk Kombi Terminal A/S, som Danske Fragtmænd begge er medejere af, samt Aalborg Stevedore Company A/S, som nu er fuldejet af Aalborg Havn.

Positive forventninger til 2016

Aalborg Havn vil også i 2016 og fremadrettet fortsætte sin ambitiøse investeringsstrategi. Koncernen har et investeringsbudget på ikke mindre end 500 millioner kroner i de kommende år, og en af de udløsende faktorer er igangsætningen af udvidelsen af Tranholmvej fra to til fire spor.

Aalborg Havn forventer også i 2016 at kunne præstere en stigning i omsætning og et resultat på niveauet mellem 20 og 30 millioner kroner før skat.

 


Nyhedsarkiv

Nyheder

KONXION A/S