Royal Arctic Line og Aalborg Havn: Grønlandsaftale fortsætter

20-11-2015

Royal Arctic Line og ledelsen i Aalborg Havn har fredag holdt møde om det fortsatte samarbejde. Aftalen om den grønlandske basishavn i Aalborg, der udløber ved udgangen af 2022, vil fortsat danne udgangspunkt for samarbejdet, fortæller parterne efter mødet.

Siden 1982 har Royal Arctic Line og Aalborg Havn arbejdet tæt sammen om skibstrafikken og gods mellem Grønland og Aalborg. Som led i en ny strategi, der har til formål at minimere rederiets omkostninger, har Royal Arctic Line for nyligt besluttet at frasælge nogle af aktiviteterne i den danske del af koncernen. Men trods nedskæringer forsætter det gode samarbejde mellem de to parter. Det fastlår administrerende direktør i Royal Arctic Line Verner Hammeken efter et møde fredag med direktionen i Aalborg Havn:

- Vi støtter naturligvis op om aftalen om Aalborg som basishavn for Grønland, der løber indtil udgangen af 2022. Vi har i sinde at overholde og følge aftalen i respekt for vores 43-årige lange og gode partnerskab, og vil sammen med vores medarbejdere i Aalborg udvikle de nødvendige tiltag.  

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen, der er bestyrelsesformand i Aalborg Havn A/S, tilføjer:

- I Aalborg har vi forståelse for de udfordringer, som Royal Arctic Line står over for som følge af investeringerne i Nuuk kombineret med faldende godsmængder til og fra Grønland. Men vi vil naturligvis gøre, hvad vi kan for at fastholde grønlandstrafikken og flest mulige arbejdspladser både før og efter 2022.

På mødet er der indgået en aftale om en fælles indsats til gavn for både Grønland og Aalborg. Der er blandt andet enighed om at skabe yderligere aktivitet omkring containerterminalen i Aalborg og man vil derfor arbejde på to ugentlige anløb til Rotterdam og Göteborg og muligvis oprettelsen af en ugentlig rute til Hamborg.

- Feederruten mellem Aalborg og Rotterdam er et godt eksempel på, hvordan en øget containerdrift er fordelagtig. Den stigende aktivitet på forbindelsen, og det, at der sendes flere containere ind og ud af terminalen, vil give lavere enhedsomkostninger og dermed både øget indtjening og besparelse til Royal Arctic Line. Der er andre muligheder og projekter der yderligere kan bidrage positivt, og dem vil vi bruge den kommende tid på at bearbejde, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Royal Arctic Line og Aalborg Havn har i fælleskab valgt at investere i forbedringer og optimeringer i forbindelse med projektet ”Den Intelligente Containerterminal”, der har til formål at gøre containerterminalen i Aalborg endnu mere konkurrencedygtig. Investeringerne indebærer blandt andet opdatering af teknologi, herunder terminalstyringssystemer samt en effektivisering af processer og arbejdsgange.

På mødet blev der desuden underskrevet en aftale om, at Aalborg Havn med virkning fra 31. december 2015 køber Aalborg Stevedore Company, som Royal Arctic Line hidtil har ejet 70 procent af, samt anparter fra Royal Arctic Line i to yderligere selskaber.


Nyhedsarkiv

Nyheder

KONXION A/S