Samarbejde mellem Aalborg Havn og 3F om fælles udfordringer

13-10-2014

Samarbejde mellem Aalborg Havn og 3F om fælles udfordringer
Aalborg Havn og 3F afholdt den 10.oktober 2014 møde med følgende deltagere:
Bestyrelsesformand Henning G. Jensen Aalborg Havn Logistik A/S
Adm. dir. Claus Holstein Aalborg Havn Logistik A/S
Ole Nors 3F
Afdelingsformand Sørens Elsberg 3F
Nedenstående er referatet fra mødet.
 
Aalborg Havn Logistik A/S har inviteret 3F til et møde omkring det fremtidige samarbejde på Aalborg havn. Mødet er etableret med baggrund i den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse tidligere på året.

Begge parter, Aalborg havn og 3F, beklager det passerede, og der er en fælles forståelse af, at Aalborg havns konkurrencedygtighed, den fortsatte positive udvikling i godsmængder og omsætning er afhængig af, at parterne på havnen sammen udvikler og moderniserer aftalegrundlaget, og ikke mindst får opbygget en fælles forståelse af mål og midler, der kan understøtte et gensidigt godt og effektivt samarbejde.

I forbindelse med en arbejdskonflikt ligger der både et tab og et potentiale.

Tabene har begge parter beklageligvis inkasseret i form af bod og driftstab.

Potentialet, som vi nu kan høste, er, at vi sammen kan lære af det skete og med den erfaring i rygsækken få opbygget et nyt og mere samarbejdsvenligt system, der fremmer effektivitet, innovation, nytænkning og det gode samarbejdsmiljø.

Parterne erkender, at der skal ny adfærd, mere viden og nye synsvinkler til, for at vi kan opnå det ønskede, og derfor blev hovedkonklusionen på mødet, at vi vil bede om assistance hos både 3F og Dansk Industri i form af, at vi får tilknyttet konsulenter fra begge organisationer. Konsulenterne kan hjælpe os med at komme godt i gang og sikkert igennem processen og kan give os gode eksempler fra andre dele af erhvervslivet, hvor der er fundet gode og solide løsninger.

Aalborg Havn vil som den neutrale part gerne skabe rammer og ligge faciliteter til. Herunder stiller Aalborg Havn sit nye ”Center for Logistik og Samarbejde ” vederlagsfrit til rådighed for processen.

3F kontakter snarest Dansk Industri med henblik på at indgå en aftale om forløbet, hvorefter der fremlægges en indledende aktions- og tidsplan for processen.

Vi ser alle frem til et spændende og udbytterigt forløb.


Nyhedsarkiv

Nyheder

KONXION A/S