Sommerens sporarbejde kan få store konsekvenser for nordjyske virksomheder

05-03-2018

Når strækningen Hobro-Langå bliver lukket fra 30. juni og otte uger frem, kommer passagererne på perronen til at kigge langt efter togene. De kan i stedet se frem til to måneders bustransport, når jernbanesporet bliver lukket i begge retninger. Også de nordjyske virksomheder bliver påvirket.

Mange nordjyske virksomheder påvirkes
En lang række virksomheder med adresse nord for fjorden er nemlig afhængige af jernbanesporene i hverdagen. Sidste år blev der transporteret 55.000 tons gods igennem Aalborg havn via jernbanenettet – gods, der kom til og fra andre nordjyske virksomheder. 

- Når begge jernbanespor er lukket, skal der findes alternative ruter til transporten af godset. Og dét alternativ bliver vejnettet, siger Claus Holstein, adm. direktør hos Aalborg Havn Logistik A/S.

Usikker fremtid for jernbanen
I de senere år har Aalborg Havn investeret mere end 20 mio. kr. i opgraderingen af sporene i Aalborg-området, og kundetilstrømningen stiger støt. Det vurderes, at der på sigt er potentiale til op imod 300.000-500.000 tons gods årligt svarende til 12.000-20.000 lastbiler. Længere lukninger af centrale strækninger kan dog sætte en brat stopper for det momentum, som jernbanen oplever lige nu.

- Det kan medvirke til, at kunder og leverandører vurderer, at stabiliteten på jernbanen er for svingende – og derfor permanent omlægger transporten til vejnettet, siger Claus Holstein. 

EU-kommissionens erklærede mission er ellers at øge godstransport via jernbane og sø for at reducere godstransportens miljøpåvirkning og trængslen på vejnettet. Målet er, at 30 % af godstransporten, som transporteres mindst 300 km, er omlagt til jernbane eller sø i 2030 – og i 2050 er dette tal forhøjet til 50 %. De ambitiøse mål lader dog til at blive udfordret af det planlagte sporarbejde. 

Gentagelse i 2019
Bekymringerne bliver ikke mindre i fremtiden, for igen i foråret 2019 lukker Banedanmark begge spor – denne gang på strækningen Hobro-Aalborg.

- Vi støtter naturligvis sporarbejdet, som kommer os alle til gode. Men vi synes ikke, det er en holdbar løsning at lukke begge spor på én gang, siger Claus Holstein og fortsætter: 
- Løsningen kunne være at lukke ét spor af gangen eller planlægge faste arbejdsvinduer, så godsoperatørerne på jernbanen kan fortsætte driften og opretholde forsyningssikkerheden til kundernes tilfredshed. Det eneste, vi ønsker, er egentlig bare tilfredsstillende arbejdsvilkår for alle vi nordjyske virksomheder og vores kunder, der er afhængige af jernbanesporene.

For yderligere oplysninger kontakt venligst: 
•    Adm. direktør Claus Holstein, Aalborg Havn, tlf. 9930 1500, tlf. dir. 9930 1501 og ch@aalborghavn.dk
•    Presseservice: Kommunikationskonsulent Maja Thordahl Schou, Aalborg Havn, tlf. 9930 1500, tlf. dir. 9930 1528, mobil 2261 8308 og mts@aalborghavn.dk

(Foto: John Lykholt)
 

 


Nyhedsarkiv

Nyheder

KONXION A/S